Indledning
Vandarbejde er i Danmark for en jagthund evnen til at apportere i vand. Den mest simple apportering i vand er en markering i åbent vand på max 30 meter. Dvs. en dummy eller fugl kastes ud i vandet således hunden ser dette og på kommando svømmer hunde ud og henter emnet, afleveringen skal ske siddende ved føreren.
Fra denne simple markering i vand skal vandarbejde udvikles således hunden på sigt kan dirigeres i vand, samt udvikle et søg der får hunden til at søge et område igennem, typisk den anden bred fyldt med siv. Desuden forøges sværhedsgraden ved, at flere emner skal apporteres.
En Bracco Italiano er sjældent født med den vandpassion man ofte gerne vil se i en alsidig jagthund. Det betyder ikke, at racen ikke kan svømme. Det betyder ej heller, at man ikke kan træne vandpassion ind i arbejdet.
En Bracco Italiano svømmer ganske udmærket, men vejen til en Bracco Italiano der udfører et godt stykke vandarbejde kræver en del arbejde. Men sådan er det også for en række andre stående jagthunderacer.
Som al andet hundearbejde, så skal fundamentet for det stykke arbejde hunde skal udføre for og med os være lysten og glæden i arbejdet. Dette gælder også for vandarbejdet. Hvis en Bracco Italiano først får skabt en skyhed eller frygt for vand, så vil det kræve ekstra mange ressourcer for at få indført glæden ved vandarbejdet igen. Nogle gange vil jeg vurdere, at disse ressourcer vil være bedre givet ud ved at træne alle de andre grene af jagthundearbejdet og tage en beslutning, at vandarbejdet ikke blev med denne hund. Dermed accepterer, at jagt, hvor der er stor sandsynlighed for vandapportering ikke lige er med den hund. Men derfor kan man jo godt have en fremragende jagthund der viser et godt søg, har nogle gode fuglesituationer m.m. Er man mest til ande/gåsejagt så vil jeg under alle omstændigheder hellere anskaffe mig en labrador eller lign, da retrievere primært er avlet til den slags jagt og derfor er super gode til dette.
Det er også i avlen årsagen skal findes til den manglende passion for vandarbejdet hos racen. Det er overhovedet ikke noget der er taget højde for i avlen, da racen slet ikke blev brugt i vandarbejdet. Noget der i fremtiden bør være mere fokus på i racens hjemland og efter min overbevisning ikke noget der fokuseres på overhovedet. Vi kan dog her i Skandinavien være medhjælpende til og gøre racen mere alsidig også i vandarbejdet eftersom vi anser den kontinentale stående jagthund, som en jagthund der skal have en god portion potentiale for vandarbejdet. Dette ligger i vores forskellige prøveregler og dermed ligger det også i vores avlsarbejde.
Det er vigtigt i træningen af en Bracco Italiano, at man accepterer racens svage sider for det er den eneste vej til netop at fokusere træningen i den retning og på den måde der styrker den enkeltes hunds evner. Dette gælder specielt vandarbejdet.
Træningen
Vejen til det gode vandarbejde starter på land. Det er glæden og lysten til apportering der først og fremmest skal fremelskes tidligt i unghundens alder. Der skal indbygges en stor passion for det og hente en markering. Noget, som faktisk er en god egenskab hos racen. En Bracco Italiano vil gerne apportere og det er et ganske godt fundament.
Apporteringstræningen må aldrig blive for kedelig. Det skal være spændende og udfordrende for hunden. Jeg kører aldrig samme øvelse mere end 2 gange, ofte så laver jeg kun en øvelse og skifter dernæst til en anden. Man kan godt lave flere markeringsøvelser i træk, men de skal ikke være ens. Skift terræn og sværhedsgrad. Dog skal sværhedsgraden aldrig være sværere end hunden får succes.
Når apporteringslysten er på plads, så begynder vi og introducere vand. Tænk på vandtemperaturen og vejret. Det vi ønsker er en succes og de første mange gange skal helst være en attraktiv oplevelse for hunden. Også her er det igennem succes vi lærer hunden nyt. Derfor er der ingen grund til og starte med vandarbejdet en kold vinter dag med hård vind og slud. Det modsatte skal helst være tilfældet. Er vandet en behagelig temperatur, luften varm og vindstille, så vil de fleste nyde en dukkert.
Det store skridt er der, hvor hunden ad sig selv kommer så langt ud i vandet, at den ikke har fat i bunden og dermed svømmer. Derfor er dette målet i første omgang. Jeg har kun dette for øje og sætter ikke nogen krav til lydighed, perfekte afleveringer eller lign. Da dette hurtigt kan få indflydelse på den gode og positive oplevelse af vandarbejdet.
En Bracco Italiano vil ofte starte med at svømme udelukkende med forbenene. Dette skal der ikke ligges nogen problemer i. På et tidspunkt vil erfaringen lære hunden og få hele kroppen med. Typisk så vil hunden bruge bagbenene, når den henter noget tungt, da dette tynger forenden ned i vandet og dermed bagenden op.
Det første leveår af hundens liv har jeg, som mål, at hunden skal kunne hente en meget simpel markering i vand. Havde jeg haft en labrador, så havde mit mål været langt skrappere, men det er vigtigt vi ikke presser vandarbejdet ind i hunden. Dermed sætter mit mål også en begrænsning i opnåelse af apporteringsprøven det første år. Nogle enkelte hunde kan vurderes at være modne til dette, men det er efter min opfattelse en satsning der kan føre til overtræning og medfølgende manglende motivation hos hunden til at opnå den positive indlæring der er mit grundlæggende pædagogiske princip i al indlæring.
Når først hunden har lært at svømme, så er vejen frem erfaring igennem variation og forøgelse af sværhedsgraden ved træning.
Her gælder de samme principper, som ved den almindelige apporteringstræning på land. Sværhedsgraden forøges ved:
· Brug af flere emner. I starten er markering med 1 due i vand en rigelig stor øvelse for hunden.
· Forøgelse af afstand. Pas på med ikke og lave for lange afstande i starten. Forøg afstanden gradvist.
· Terrænskift. Det er vigtigt, at hunden kommer til at lære glæden og lysten i arbejdet i siv og andet bevoksning der findes ved en sø. Der er ofte her anden falder og til prøver vil emnet på de vandskellige prøver altid være langt ud i siv. Derfor er det vigtigt, at hunden lærer det søg der er påkrævet i siv. Skift ofte træningssø, da dette udelukker den monotone oplevelse for hunden. Nogle gange kan skift af sø være det der giver en positiv oplevelse af den enkelte øvelse.
Når først glæden i vandarbejdet er indarbejdet, så træn en enkelt eller to øvelser om ugen og dermed stille og roligt forøge sværhedsgraden og erfaringen inden for denne del af jagthundens arbejde.
