Igennem de sidste mange hundrede år er Braccoen blevet avlet med det ene formål at finde fuglevildt og tage stand for dette. Braccoens fysik er også en konsekvens af denne avl. Den store næse er optimeret til indsamling af lugten fra vildtet. De store læber producerer savl/fugt der optimerer indtagelsen af den duft der hænger i luften. De store ører og hænge huden omkring hovedet er også med til at indsamle den duft og fugt der hænger i luften. De store lunger og den kraftfulde muskelmasse er optimeret til en lang arbejdsdag. Interessen for fugl og vildt generelt ligger dermed så dybt i generne, at det ville tage mange generationers avlsarbejde for at fjerne de egenskaber. På samme måde ligger standen så dybt i generne, at en Bracco der ikke har en stand i sig vil være undtagelsen.
Hvorfor så træne på fugl?
Det vi er interesserede når vores Bracco møder fugl, og dette gælder både på jagt og på markprøve, er at hunden tager stand og låser fuglen på stedet, at vi kan komme frem til hunden/fuglen, at hunden på vores kommando rejser fuglen, at hunden ikke løber efter den flygtende fugl, at hunden ikke er påvirket af skuddet, at hunden først apporterer fuglen på vores kommando og at afleveringen af fuglen sker i sit stilling og i vores hånd. Alt dette i et samspil er det endelige mål og kræver megen træning.
Hvis vi i første omgang holder os til træning af unghunden til en dansk kvalitetsmarkprøve, da skal vi fokuserer på evnen til at finde fugl, søget, standen og rolighed under skuddet.
Først og fremmest er lydighedstrænningen fundamentet for den videre succes i de andre grene af jagthundetræning, specielt skal kontakten imellem fører og hund være helt på plads. Bl.a. derfor er det en god ide, at vedkommende der træner hunden også er den der tager hunden på prøve. Når lydigheden er på plads, da skal den unge hund præsenteres for vildt. Derfor er det en god ide, at have tilgang til steder, hvor der er gode chancer for fasan eller agerhøne. De første gange unghunden får fært af fugl, vil den ikke vide, hvad det er den kan lugte, men den vil i de fleste tilfælde finde lugten yderst spændene og opsøge den. Det vil selvfølgelig betyde, at den kommer så tæt på fuglen, at fuglen flyver sin vej. Nogle hunde kan blive lidt forskrækket over en stor fasan der larmende flyver frem for næsen af den. Men forskrækkelse er ikke stor nok til at dæmpe den lyst og iver hunden for fremtiden vil have for fugle. Frem for alt vil de første kontakter imellem fugl og hund hurtigt forbinde lugten af fugl med sandsynlighed for fugl i netop det område, hvor hunden opdager lugten. Desuden skal man opildne hundens velgjorte arbejde med ros på de rette tidspunkter og i rette mængder. Begynder den unge hund at løbe efter den flyvende fugl, da skal man ikke i første omgang standse hunden. Lad den løbe 50 meter eller mere og kald den derefter ind. Forsøger man at standse den unge hund for hurtigt, kan den opfatte det, at den finder fugl, som noget forkert og man derved bremser jagtlysten.
Specielt med træning på vagtler, da er det forholdsvist let at få hunden til at opleve de første kontakter med hønsefugl. Man kan styre det ved at have vagtlen i bur (så sker der ikke noget med vagtlen, men man mister situationen med fuglen letter). Man kan også gå med hunden i lang line. Men man kan også lade hunden søge frit i det område vagtlen er, således den har frie tøjler til at bruge sine egenskaber.
Så snart lydigheden er på plads og interessen for vildt er der. (og det er den efter den første eller anden kontakt med vildt), da er det tid til marktræningen. Træn med den unge hund på arealer, hvor der i det mindste er en side der er afgrænset med en eller anden form for terræn skift. Start altid med den unge hund op imod vinden. Send hunden ud og søge på kommando. Hunden skal så have lov til at søge inden for en acceptabel afstand. For den unge Bracco er det ikke mere end 100 meter. Distancen på søget kan altid udvides med tiden i takt med at søget også bliver bedre. Det er så vigtigt at hunden altid går helt ud tid den side, hvor man har sit terræn skift. Ændrer den retning, da kommanderer man den helt ud tiden kanten før den får lov til at søge tilbage igen.
Man kan hjælpe hunden med det rigtige søg ved at gå i samme retning, som man nu gerne vil se hunden søge. I starten går/løber jeg næsten samme distance som jeg gerne ser hunden søge, samtidig jeg tydeligt med hænderne viser, hvilken retning jeg vil have hunden til at søge. Hurtigt kobler hunden den retning ens udstrakte hånd peger med den retning jeg gerne ser hunden søge i. Jeg bruger også min fløjte, når jeg ønsker min hund skal vende. Et fløjt er for mig et signal til hunden om at søge kontakt, ser den på mig, da skal jeg selvfølgelig så også vise, hvilken retning den skal søge. Derfor fløjter jeg i starten, hvis jeg ønsker hunden skal vende, samtidig jeg tydeligt med min udstrakte arm og kropssproget viser, retningen på søget. Det er vigtigt, at forstå, at søget og brugen af vinden også er nedarvet i de egenskaber den stående hund har. Det betyder, at langt de fleste Braccoer vil søge i en zig zag bevægelse op imod vinden. Men det man gerne vil have prøvehunden til (og selvfølgelig også jagthunden) er at søge i hele det anviste terræn. Derfor er det vigtigt at hunden lærer at søge helt ud til kanten af terrænet.
Jeg kalder dette, at guide hunden.
På danske markprøver er det et stort minus, hvis hunden i sit søg løber bag om ryggen på førere. Derfor accepterer jeg ikke det, når jeg træner prøve hunden.
På samme måde må hunden heller ikke vende væk fra vinden. Dette skal man selvfølgelig også under træningen af prøvehunden have med i billedet.
Men træner jeg jagthunden da værdsætter jeg, at hun lige kommer ind og søger kontakt til mig. Og så er jeg i princippet fuldstændig ligeglad med om hun løber en tur om ryggen på mig. Jeg forsøger altid at rose når hunden forsøger at skabe kontakt til mig. På samme måde ødelægger det ikke en god jagtdag, hvis hun vender i en retning der ikke er anset på en prøve. Tværtimod så tror jeg nu nok der er en mening med den måde hunden arbejder på, men at vi som mennesker ikke tænker som en hund.
Forholdsvist hurtigt kan man kombinere marktræningen med fugl.
Fuglen er i sidste ende motivationen for hunden, så det optimale ville være fugl på hver eneste træningsrunde. Men omvendt, så skal hunden også lære, at blive ved med at arbejde, selvom der ikke lige netop på den mark er fugl eller andet vildt. Dette er en balance gang fra hund til hund.
Lad hunden søge terrænet, som den nu skal gøre det. Hvis hunden ikke tager standen efter nogle forsøg på fugl er det typisk fordi hunden er for ivrig. Da kan man have en lang line på og lige før man når fuglen holder man tempoet nede og hunden vil have lettere ved at gå i stand. Opnår den stand, da kan man faktisk sidde ved siden af hunden og berøre den uden at, hverken fuglenn letter eller hunden går ud af standen. Avancer hunden og fuglen vil flyve.
